Fotograf: Christina Søs Savage

En Stabyhoun tiltaler med sit smukke udseende, milde øjne, overskuelige størrelse og hengivne temperament både børnefamilier, førstegangs-hundeejere og aktive storbymennesker, og racen er i stigende grad på ønskelisten i den moderne familie.

Stabyhoun - Børn & Byliv

For mange hvalpekøbere er det familiens første hund - måske er forældrene vokset op med hund som barn. De fleste har googlet og læst om dens dejlige sind, og forestiller sig en hund, man kan gå tur med i kvarteret -  far om morgenen og de halvstore børn efter skole. Nogen tænker, at hunden kan være en god tryghed og  barnepige, når familiens børn i 2. – 3. klasse selv skal begynde at gå hjem efter skole og måske være alene et par timer, inden mor og far kommer hjem.  Andre forestiller sig, at man kan løbe med den et par gange om dagen rundt om søerne i København, tænker at så bliver den aktiveret, og at en jagthund dermed fint kan bo i en lejlighed.  

Alt det kan den med stor sandsynlighed også ….. efter et par år.

Når man får en lille 8 ugers hvalp hjem, er det som at få en baby. Nogle hundehvalpe sover igennem om natten, andre er vågne et par gange, og de fleste forældre har glemt, hvordan det var at undvære nattesøvnen – eller har måske aldrig prøvet det før, og vil opleve at det er hårdt arbejde, måske kun i en uge – for andre i fire måneder. Man kan have en forestilling om, at hvalpen skal sove i en kurv på børneværelset, men da små hvalpe ofte skal ud at tisse om natten og har brug for den tryghed og lederskab som en far og mor udstråler, er det ikke en holdbar løsning. Samtidig skal familiens børn i skole næste morgen og skal ikke have deres nattesøvn forstyrret af en hundehvalp.

Stabyhoun og yngre børn

Som forældre kender de fleste af os til det, at børn plager om hund, kat eller andet kæledyr, og man kan derfor som ny hundeejer blive overrasket, når familiens lillebror efter tre dage med det nye familiemedlem, synes at den er dum og irriterende og både kan være jaloux over ikke længere at være familiens yngste og samtidig ulykkelig over at blive bidt i hænder, hår og fødder af det nye vidunder.

Børn har høje lyse stemmer, flagrende bevægelser og løber, når voksne går, præcis som børn skal være, og det indbyder til leg hos en lille hundehvalp. I søskendeflokken, hvor den kommer fra, leger hvalpene ved at bide i haler, ører, hoppe op af hinanden, tumle rundt og vælte hinanden omkuld, og det legemønster tager hvalpen med sig ud i sin nye familie, som en del af dens naturlige adfærd. Hvalpen får hurtigt spottet at familiens yngste er sjovere end de voksne i familien. Men det gør ondt på lillebror eller lillesøster når hvalpens sylespidse mælketænder laver flænger i hænderne eller den hiver fat i et langt pigehår og trækker med hele dens vægt.

Det bedste børnene kan gøre, er at holde hænderne helt i ro, ikke løbe, forsøge at gøre stemmen lidt dybere, lidt langsommere, og når hvalpen tager fat i barnets hånd, undgå at hive den til sig, da det uundgåeligt efterlader skrammer. I stedet skal man kæle forsigtigt på hvalpens brystparti med modsatte hånd. Man kan ligeså stille åbne hvalpens mund og vriste den angrebne hånd fri, når hvalpen har fat. Mor eller far er nødt til at vise barnet, hvordan man gør, så hvalpen ikke bliver til gene for de yngste børn.

Det kan også være en god ide de første par måneder at give børnene tykke futsko på, så hvalpen ikke kan bide i deres tæer – Det gør ondt! Hvalpen skifter tænder omkring 4 måneders alderen og så plejer det værste bideri at aftage.

Stabyhoun og Teenagebørn

Man kan undre sig, når den 14 årige teenage-datter, der i to år har ønsket sig en hund, alligevel ikke gider at lufte den om eftermiddagen, men hellere vil sidde med ipad´en eller hænge ud med veninder, selv om man forud for anskaffelsen, har brugt LAAANG tid på at snakke om pligter og ansvarsfordeling. Anskaffelsen af en hund er ALTID mors og fars ansvar, uanset hvad man forinden har aftalt. Børn kan ikke tænke langsigtet og overskue, hvilke konsekvenser, hvilket arbejde, hvilke forpligtigelser, der er forbundet med en hund, eller hvordan det vil føles. En hundehvalp er som sagt en baby, et nyt familiemedlem, og det er mor og far, der har det voksne overblik til at kunne tage stilling til, om man ønsker et ”barn” mere i familien.

En del børn kan omkring 12 - 13 års alderen, hvor de kognitivt modnes og udvikler deres abstrakte tankegang opleve en periode med ensomhed og angst. Man kan som forældre tænke, at det i den sammenhæng vil være godt for barnet at anskaffe sig en hund. En stabyhoun er om nogen race en formidabel ”terapeut” …. når den bliver voksen. De første 18 måneder, hvor den er baby, hvalp og teenager har den brug for præcis samme tryghed som børnene, og kan ikke forventes at kunne etablere den ønskede tryghed. Det vil være urealistiske forventninger at have til sit nye familiemedlem.

Stabyhoun i storbyen

Jeg har jævnligt henvendelser fra aktive unge mennesker og familier, der bor i lejlighed i Aarhus eller indre København, som har forelsket sig i en Stabyhoun og forestiller sig, at den skal med på løbeture i byen og være en del af et aktivt liv, og at man derved kan stimulere den, selvom man ikke selv går på jagt.

Der er flere perspektiver, man er nødt til at have for øje i den sammenhæng.

En stabyhoun er en jagt- og gårdhund, hvilket man skal forstå betydningen af.

”Gårdhunde” er ofte udprægede udehunde, der trives bedst med at kunne opholde sig mange timer udendørs, ligge i gårdspladsen og give hals, når der kommer postbud eller gæster i indkørslen. Min erfaring er, at der i hvert hvalpekuld, er mindst et par af hvalpene som er ”gårdhunde” i den forstand, at de ikke vil kunne trives med at skulle opholde sig mange timer indendørs i en lejlighed eller parcelhus, men har brug for åbne vider i landligt miljø. Det betyder, at ikke alle stabyhoun vil kunne trives i en lejlighed. En gårdhund er samtidig genetisk avlet til at give hals, når den hører lyden af fremmede på ejendommen. Hvis man i en lejlighed eller rækkehus har meget lyd fra naboer eller fra gaden udenfor, er der en risiko for, at en stabyhoun kan udvikle en stærk gø-adfærd. Som førstegangs-hundeejer kan man tænke, at det må være et spørgsmål om miljøtræning, men det er vigtigt at forstå, at gø-adfærden hos nogle stabyhoun er en stærk genetisk disposition og derfor ikke som en selvfølge kan afhjælpes med miljøtræning. Der er i et hvalpekuld typisk forskel på, hvor meget hvalpene gør, og det er ikke alle hvalpe, der egner sig til at bo tæt på naboer uafhængigt af, hvor meget man aktiverer dem.

Racen er endvidere en sensitiv hund. Sensitivitet kan opleves i forbindelse med lyde, visuelle indtryk og stemninger. I bymiljø er der mange både lyde og visuelle indtryk. En stabyhoun kan reagere på høje lyde, bump og brag samt på skilte og flag der vejrer, på larm fra trafikken, eller mennesker der ser anderledes ud.

Den kan reagere ved at blive utryg, hvor den stopper op og ikke har lyst til at passere et område, og hvor man tålmodigt er nødt til at rose den, bruge mange godbidder for at lokke den videre og i det hele taget tilpasse turen efter hundens mentale tempo. Hvis man kender til heste, kan man sammenligne lidt med en hest, der de første par år skal gøres trafiksikker, så den ikke springer til side, når man passerer en bil eller der blæser en plasticpose ud foran den.

En hundehvalp skal som udgangspunkt ikke på løbeture det første års tid, da det er for stor en belastning for dens knogler og led i vækstperioden og kan give skader på dens statur på lang sigt. Derfor kan det i en storby give mere mening den første tid eksempelvis at lære sin hvalp at sidde i en ladcykel og transportere den rundt i byen, når man skal på tur.