< Tilbage

De første ROAN Stabyhvalpe i Danmark27-12-2020 - 22:58

En gammel farvevariant er bevaret.

En sort/hvid Stabyhoun er det de fleste med interesse for racen kender til, og nogen ved måske også, at racen forekommer i brun/hvid, men det er de færreste der er klar over, at der faktisk også findes en Roan variant. ..... Og hvad er nu det?

 

Det handler helt overordnet om farvegenetik. Der er forskellige gener, der bestemmer om en Stabyhoun bliver sort/hvid eller brun/hvid og efterfølgende forskellige alleller, hvor nogle bestemmer mønstret og andre, om der kommer pletter i de hvide områder. 

Endvidere findes genet Roan, som betyder spættet, og ses ved et mix af hvide/sorte hår imellem hinanden, hvilket giver en sølvgrå farve. 

Stabyhoun, der er Roan fødes med grå trædepuder modsat sort/hvide Stabyhoun, der fra fødslen har lyserøde trædepuder. De hvide områder i pelsen hos en Roan nyfødt hvalp er nærmest sølvfarvet.

 

Der er ganske få Roan Stabyhoun tilbage på verdensplan. Lige nu findes der kun to Roan avlshanner i hele verden, hvoraf den ene er far til vores hvalpekuld efter Berta. Han hedder Van Wadehem Durk og er fra Holland.

 

I slutningen af oktober fødte Berta syv hvalpe, tre Roan piger, en sort/hvid pige, to Roan drenge og en sort/hvid dreng, og altså dermed de første fem Roan Stabyhvalpe - ja ikke bare i Danmark, men de første, der er født i Skandinavien.

 

Angelique Plasman, der har siddet i avlsrådet i Holland, lavede i efteråret 2019 et stort opsøgende arbejde for at finde frem til de sidste Roan Stabyhoun i verden. I den proces fandt hun Wadehem Durk, som i en alder af 7 år var sund og rask, han fik foretaget røntgenbilleder, blev DNA-testet, havde et godt temperament og blev avlsgodkendt. Han er som sagt grundlæggeren af de første Roan linjer i Danmark, og samtidig har vi fået godkendt endnu en parringskombination mellem ham og vores smukke Cassiopeia, og håber på endnu et kuld med Roan hvalpe iblandt i foråret/sommeren 2021.

 

Locus T (Ticking) bestemmer, om der er pletter i de hvide områder og består af to alleller: T/t, hvor dominans rækkefølgen er: T>t.

En hvalp med allellen T har helt hvide aftegn, når den fødes, men udvikler pletter i de hvide områder i takt med, at hunden bliver ældre, disse pletter kalder mange i daglig tale "skimmel" og nogen forveksler fejlagtigt disse med Roan.

Allellen t = hvide områder uden pletter.

Roan er et dominant gen, og man kan derfor fænotypisk (visuelt) se, om der er Roan i hvalpenes linjer, da en af forældredyrene skal være Roan for at kunne videregive dette gen. En Stabyhoun kan ikke være skjult bærer af genet Roan modsat eksempelvis farven brun, der nedarves recessivt og kan bæres skjult. Altså to sort/hvide Stabyhoun kan ikke videregive farven Roan.

 

 

 

 

 

 

< Tilbage