< Tilbage

Aktivitet med din Stabyhoun18-11-2018 - 13:46

Aktive hunde læser avis

"Vi har læst, at racen er aktiv, og det passer godt, da vi er en aktiv familie", sådan indleder mange hvalpekøbere den første samtale, når de henvender sig på udkig efter en stabyhoun-hvalp.

Begrebet aktivitet betyder for os mennesker, at vi kan lide at løbe, cykle, klatre i bjerge, gå lange ture eller på anden måde bevæge os og motionere.  Hunde har også brug for motion og elsker at komme ud på en god gå-tur hver dag, men først og fremmest for at den kan stikke næsen i jorden, undersøge hvem der ellers er gået forbi, har tabt en klat is, lettet et ben med andre ord: hunde nyder er komme på tur for "at læse avisen".

En jagthund og i særdeleshed en stabyhouns præference, når den skal være aktiv, er at få lov at bruge sin næse. Den nyder at give sig god tid til fordybelse i duftindtryk og dermed få en god sanseoplevelse.  Det kan den ikke helt få afløb for på løbe- eller cykelture i rask tempo. Det betyder ikke, at man ikke skal motionere sin hund, men at man med anskaffelsen af en stabyhoun skal overveje, om man foruden deltagelse i hvalpemotivation og lydighedstræning, har plads til aktiviter, der tilgodeser jagthundens behov. 

Der findes idag mange gode, sjove og lærerige hundesportsgrene for familiehunde, hvor hundes naturlige jagtinstinkt stimuleres. Nose-work, Man-trailing, schweiss- og "Hans & Grethe-spor" er nogle bud på aktiviteter på hundens præmisser, som tilbydes i forskellig hunde-regi i hele landet.

 

< Tilbage